Refleksion over vores opgave med pixilation:

Vi fik stillet en opgave hvor vi skulle lave en video med pixilation.

Vi blev alle delt op i mindre praksisfællesskaber, nogen mere tilfældige end andre. Alle gik ud i grupperne med en god stemning og masser af gåpåmod og nysgerrighed. S fortalte os om gaven vi skulle løse. Han fortalte hvad vi skulle bruge og hvad målet helst skulle være, men hvordan vi kom derhen var en opgave vi sammen skulle løse i vores fællesskab om opgaven.

Vi valgte at blive i lokalet. Vi snakkede kort om hvad vi skulle bruge for at løse opgaven og blev enige om at prøve Stickbot, da dette var nyt for os alle og vi alle ville være på samme niveau og dermed i den yderste ring af legitim perifer deltagelse. En ring hvor man ikke ved særlig meget om den opgave man bliver stillet, men hvor man skal igennem nogle forhindringer for at overskride nogle usynlige grænser/ringe der gør at man kan komme tættere på midten og nå ind til der, hvor man gerne vil ende. Hvor man får en viden/erfaring man kan bruge i senere opgaver. Vi mødtes i det ene hjørne af lokalet og stemningen var god, men vi var alle en smule spændte på at komme i gang. Vi gik hen for at finde de devices som vi ville bruge og det blev til hatte og parykker samt en tryllestav. Vi fik ifølge Wenger hurtig en fælles virksomhed. Vi blev ret hurtige enige om at vi skulle bruge T´s Ipad da hun allerede havde appen på hendes. Vi havde en kort dialog om hvordan vi gerne ville have filmen til at ende ud og nåede ret hurtig til enighed. Vi var meget enige og havde ikke de store forhandlinger i gang.

Vi var ikke den eneste gruppe i lokalet og dette kunne godt give forstyrrelser idet der blev grint og pjattet en del i den anden ende af lokalet, men vi var hurtige til at finde fokus igen og fortsætte med det vi nu engang var i gang med.

I vores fælles repertoire var vi alle tre engagerede og dedikeret til opgaven. Vi var enige om at det skulle være sjovt og vi måtte få det ud af det som vi gjorde og gøre os de erfaringer som vi nu engang ville få. Vi havde ikke de store aftaler om hvem der skulle gøre hvad, men vi havde et flow, hvor tingene bare gled af sig selv og vi var gode til at hjælpe hinanden. Vi havde et åben og positivt kropssprog. Vi lyttede til hinanden og vores ideer blev modtaget ens.

Vores fællesskab gav et gensidigt engagement, hvor der ikke var én der tog styringen, men hvor vi kom til enighed i fællesskab.

Vi havde en ide og en fælles mål. Vi blev hurtigt grebet af stemningen og vi kom dermed i GLID. Vi fandt dog hurtigt ud af at det vi gerne ville ikke helt kunne lade sig gøre og vi hentede hjælp ved en med større viden og kompetencer end vi selv har. Vi kom i SKIFT og efter nogle justeringer kom vi godt i gang igen. I processen blev vi mere og mere grebet af opgaven og nye ting skulle prøves af. Efterhånden som vi bevægede os i processen og kom nærmere og nærmere slutningen skete der er en FREMVISEN og vi blev mere og mere spændte på hvordan opgaven ville se ud i sidste ende og hvad de andre mon havde lavet – hvad ville de sige til vores video. Det hele endte i en OVERSKRIDELSE da vi som det første hold skulle vise de andre hvad vi havde lavet. Vi var lettede over at være kommet i mål og da vi havde vist vores video blev der klappet af videoen. Sikke en forløsning og vi var alle en god stemning, hvor vi var engagerede og egentlig bare havde lyst til mere. Undervejs i processen blev der pjatte og grinet og vi havde det sjovt i vores lille fællesskab.